Politimanden der blev krimiforfatter

Her kan man læse mit interview med Erik Hauervig, som med mange års erfaring som politimand, har skrevet 4 meget realistiske bøger om politiets bekæmpelse af den københavnske underverden. 

Fortæl lidt om dig selv. Hvem er du? Familie? Hvor bor du?

Er født 1949 i Nykøbing Sjælland og opvokset hos mine fantastiske bedsteforældre. Er gift med Maria. Har fra et tidligere ægteskab et hold tvillingedrenge og i alt 4 børnebørn. Nyder nu min pensionisttilværelse tæt på Brøndby Stadion.

Din politimæssige karriere. Oprindeligt arbejde inden ansættelse ved politiet – Aspiranttid – Hvor?  –  Stillinger og tjenestesteder?

Min barndomsdrøm var at blive politimand, men blev skoletræt. Forlod 1965 Nykøbing Sjælland Borger & Realskole for at gennemgå 5 års uddannelse i Søværnet.

Den 1. april 1971 var jeg gammel nok til at blive ansat ved politiet. Vores årgang var så stor, at der ikke var plads til os på skolen, så vi blev indkvarteret i en lille lejlighed på adressen Under Elmene.

3 måneder senere blev jeg tjenestegørende på station 4 på Hørhusvej. Vi havde bl.a. det gamle Christianshavn med Kofoeds skole og Christiania med mere.

Der var mange fodpatruljer – uden radio og telefon – så vi lærte folk at kende. Var der en genstridig “kunde”, skulle pågældende slæbes hen til et af de grønne alarmskabe, så vi kunne tilkalde hjælp.

For mig var stationstjenesten spændende, og folk tænker normalt ikke over, at det er folk fra stationerne, der som hovedregel kommer først til et gerningssted. De folk, som kommer efterfølgende, ved, hvad de skal ud til!

Station 4 på Amager og station City har bare været mig.

Ud over stationstjenesten har jeg også haft min tid i Narkotikaafdelingen og Afdeling E sikkerhed. Her stod den på bodyguardtjeneste for statsoverhoveder og kongehuset.

Ved siden af blev “fritiden” – den tid hvor der ikke var bodyguardtjeneste – brugt i kriminalpolitiets legendariske “Raketter”. En hård afdeling for eftersøgning af hårde kriminelle.

Ud over disse tjenestesteder har der også været udlån til andre afdelinger.

Hvorfor blev det kriminalpolitiet?

Det stod hurtigt klart for mig, at jeg helst ville arbejde under frihed og med så mange forskellige sager som muligt. Det var sjældent samme arbejdsområde hver dag. Man kom tæt ind i livet hos folk og lærte meget om det menneskelige.

Spektakulære kriminalsager du har været en del af?

Mange, men jeg ønsker ikke at trække enkelte frem for andre, blot kan jeg oplyse, at jeg har oplevet folk med overskåret hals, folk som døde i mine arme efter at være blevet skudt, parterede lig osv. Grimme sager som fik konsekvenser for mit liv.

Hvad var det bedste ved at være politimand?

Som politimand oplever du, at alle er afhængig af hinanden. Vi kan komme ud i en skarp situation, hvor det er helt naturligt, at man hjælper hinanden. Den gamle korpsånd og venskab har betydet meget for mig gennem mine 42 år som politimand.

Hvad var det værste ved at være politimand?

Som politimand er du udstyret med en del magtbeføjelser, bl.a. er du udstyret med et tjenestevåben, som du må bruge i bestemte situationer. Ingen politifolk ønsker at bruge pistolen mod andre, men der kan komme skarpe situationer. Jeg har selv måtte trække pistol et par gange over for farlige personer, men heldigvis aldrig måtte skyde.

En anden slem ting ved at være politimand er, at du i mange tilfælde skal ud og fortælle familier om dødsfald eller alvorlige ulykker. Det har jeg prøvet flere gange og tro mig, hver gang man ringer på døren, håber man, at der ikke er nogen hjemme!

Politifolkene i dine bøger oplever mangt og meget. Noget er særdeles dramatisk og traumatisk. Er det sådan noget, du selv har været ude for i din karriere?

Ingen politifolk kan sige sig fri for grimme oplevelser. Jeg blev på et tidspunkt sendt til Neonatal afdelingen på Rigshospitalet. Min makker og jeg skulle ud for at se, om et spædbarn havde været udsat for vold.

Barnet var indbragt dagen forinden, og politiet var ikke blevet underrettet. Derfor troede vi, at det kun var en formsag, men da vi kom til stede, så vi et hjernedødt spædbarn i respirator. Denne skulle slukkes, når familien var samlet.

Det viste sig, at barnet var blevet mishandlet til skaderne. Vi skulle – som et par gamle rotter – klare det politimæssige på hospitalet efter aftale med drabschefen.

Vi anholdt forældrene, efter der var slukket for respiratoren, men jeg skal være ærlig. Hele tiden tænkte jeg på: “Velkommen på forsiden” af Ekstra Bladet. Det viste sig dog, at vi havde gjort vores arbejde godt nok.

Du har selv oplevet politireformen som aktiv politimand. Hvilken holdning havde og har du til den?

Min egen holdning er den, at det danske politi er blevet sat voldsomt tilbage. Man skulle fjerne mellemlederne og give mere personale til gaden. Man har gjort mellemlederne til konsulenter, og der er ikke kommet flere politifok på gaden.

Jeg ser også en voldsom tendens til at “skubbe” en masse folk fra DJØF (tidligere Danmarks Jurist- og Økonomforbund) ind, og rent politisk kan man jo se, hvordan flere politikere bare tror, at man kan gå ned og hente flere politifolk på hylden. Ingen tænker på, hvor lang tid det tager at uddanne dem.  Jeg frygter, at der bliver al for stor afstand mellem borgerne og politiet.

Læste du krimier mens du var politimand og i så fald, hvordan betragtede du det politimæssige, der var i bøgerne?

Jeg må indrømme, at jeg ikke læste ret mange krimier, mens jeg var politimand. Ken Follett, Andy McNab, Chris Ryan, Collin Forbes og Tom Clancy var nok dem, jeg læste mest af, så det politimæssige var nok ikke det helt store.

Hvorfor besluttede du dig for at blive krimiforfatter?

Her er vi tilbage med sagen med spædbarnet. Der var en perioden, hvor jeg røg ind i flere grimme sager, og det hele sluttede med, at jeg gik ned med flaget – helt ned!

Jeg fik psykolog- og lægehjælp for at rejse mig op igen. Jeg fik også flexjob, og i den forbindelse fik en af lægerne mig til at skrive en bog.

Jeg anskaffede mig en bærbar og sadudenfor i haven med min kaffekop og hunden og skrev som en gal. Det blev til DET ONDE NETVÆRK.

Har du brugt eksisterende politifolk som modeller for de politifolk, du bruger i dine bøger? Vil en tidligere kollega kunne genkende sig selv i dine bøger? Er du selv en af personerne?

Jeg havde på forhånd valgt at skrive om mange af de grimme oplevelser, som politifolk kan eller bliver udsat for. Jeg ønskede, at læserne skulle føle, at de var med ude på gaden og arbejde sammen med politifolkene. Naturligvis har jeg brugt eksisterende politifolk som modeller for dem i bøgerne, og mon ikke flere af dem kan genkende lidt af sig selv.

Om jeg selv er en af personerne – det nægter jeg at svare på!

Er der nogen af de forbrydere, du beskriver i dine bøger, der er kamuflerede forbrydere fra det virkelige liv?

Ja, som sagt er mine bøger bygget over mange virkelige hændelser, jeg selv har oplevet, blot skrevet om til romaner.

Hvilke forbrydertyper opfatter du som de værste i samfundet?

Forbrydelser mod børn er noget af de værste forbrydertyper i samfundet, men også de mennesker, som tvinger og udnytter kvinder og børn i prostitution.

”Man jager et bæst og fanger et menneske,” siger Bent Isager-Nielsen tidligere chef for Rejseholdet. Er du enig i denne betragtning?

Helt enig, men jeg kan da ikke sige mig fri for at tænke, at det menneske, man fanger, er et bæst!

Har du et budskab, du vil have ud, når du skriver en bog?

Mange af de læsere, jeg har talt med, er overraskede, når jeg bekræfter, at der er en skjult underverden i samfundet. I min bog TAK FOR SIDST håbede jeg på, at vi ville få debat om, hvordan de afrikanske kvinder behandles i Danmark, og hvordan de danske udsendte soldater svigtes af samfundet. Det er ikke sket – endnu!   

Fortæl, hvordan du skriver en bog? Har du en synopsis? Opslagstavle med små sedler? Skriver du kun derhjemme? Hvor meget gør du ud af researchen?

Når jeg skriver en bog, har jeg hele plottet klart, inden jeg begynder. Jeg har min egen måde at sætte plottet op på et stykke papir. Efterfølgende laver jeg et persongaller på lister, og så gør jeg en del ud af researchen.

Det er ikke udsædvanligt, at jeg lokker min kone, Maria med ud på en køretur, hvilket altid glæder hende. Når hun så opdager, at jeg har kamera med, er hun godt klar over, at jeg skal researche. Når du har et foto af stederne, får du alle detaljerne med.

Hvor let er det at sælge krimier i Danmark for debuterende forfattere? Gør du selv noget for at få gang i salget af dine krimier? Tager du fx ud og holder foredrag?

Jeg har gennem tiderne holdt mange foredrag om mit arbejdsområde, specielt de 10 år med prostitution og kvindehandel. Men hvor er det dog svært at blive anerkendt som forfatter.

Tænk en anmelder skrev, at jeg ikke nåede Jussi Adler til sokkeholderne. Klart for vi skriver om henholdsvis fiktion og virkelige ting. Jeg talte med Jussi i Horsens og fortalte ham om anmelderens næste sætning: “Jeg vil dog godt medgive, at du også har lidt forstand på politiarbejde?” Det var da pæne ord til en mand, som har været politimand i 42 år. Anmelderen mente åbenbart, at Jussi vidste mere om politiarbejde end jeg.

Jeg er 66 år, og skal ikke leve af at være forfatter, men det er meget svært at nå ud til læserne. Jeg kommer på forfatterbesøg i forretninger, hvor jeg fortæller om mine bøger og signerer for dem, som ønsker det.

Jeg har talt med mange selvudgivere, og alle peger på, hvor svært det er at slå i gennem. De store medier dækker hovedsagelig “kun” bøger fra få store forlag. Man kan kun gisne om hvorfor.

Jeg gør selv, hvad jeg kan for at nå ud til lokalaviserne, og jeg er lykkelig for at have en dygtig forlægger i Mikael Strøm Eriksen fra Skriveforlaget. Han har været fantastisk for mig. 

Hvornår ser vi den næste bog fra din hånd? Du har antydet, at Bjørn Agger skifter tjenestested. Vil du røbe, hvor det bliver?

Har jeg virkelig antydet det? Jeg sidder pt. og skriver på min næste bog. Hvis alt går vel, er den klar til Krimimessen i Horsens 2016, men jeg er lidt bagud. Måske skal jeg bruge lidt fiktion i denne bog?

Vil politireformen få indflydelse på dine kommende bøger? Jeg tænker her på at kriminalpolitiet og ordenspolitiet er afskaffet og hedder noget helt andet. Gamle titler som fx kriminalassistent kan ingen kalde sig, hvis de er ansat efter 2007

Jeg vil naturligvis så småt begynde at kalde kriminalassistenter for efterforskere, hvis ikke de gamle har beholdt deres titler. Bjørn Agger er typen, som godt kunne finde på at beholde den gamle titel.

Hvilke bøger læser du selv?

Jeg har det sådan, at en historie skal have en fortælling. Hvis der ikke er en fortælling så er der ingen historie.

Næste bog jeg vil læse er Den Filippinske Pirat af Helle Vincentz.

Stor tak til Erik Hauervig fordi han så velvilligt har ladet sig interviewe til min hjemmeside.