Interview med Stefan Ahnhem juni 2015

Da jeg i juni 2014 havde læst og anmeldt Stefan Ahnhems særdeles spændende debutroman ”Offer uden ansigt”, fik jeg lyst til at vide mere om hans bog og forfatterskab.

Læs min anmeldelse her: http://www.findalskrimiside.dk/327761582/1969414/posting/offer-uden-ansigt-af-stefan-ahnhem

Jeg interviewede ham derfor til min hjemmeside, hvor mit interview kan læses ved at klikke på dette link:

http://www.findalskrimiside.dk/327761601/2170590/posting/interview-med-stefan-ahnhem

Efterfølgende har jeg haft fornøjelsen af at møde Stefan Ahnhem på ”BogForum” i Bellacenteret” og på ”Krimimessen i Horsens”.

På mødet i Horsens sagde Stefan Ahnhem straks ja til at deltage i et nyt interview bl.a. i forbindelse med udgivelsen af hans næste krimi, ”Den niende grav”.

Her følger interviewet:

Er der sket nyt, siden jeg interviewede dig i juli 2014?

Jeg har haft et utroligt hektisk debutår. Jeg har både rejst til Danmark, Tyskland og Holland for at møde mine læsere. Jeg har stået på scenen og talt foran publikummer på alt fra 5 – 350 personer, og jo flere, desto lettere er det. Desuden har jeg nået at gifte mig på Mallorca. Derudover har jeg ikke lavet så meget mere nyt end at arbejde med “Den niende grav” mere eller mindre døgnet rundt. De sidste ændringer lavede jeg, timen inden den gik til tryk.

Fortæl om, hvorfor du selv tror, at ”Offer uden ansigt”, er blevet så stor en succes. I hvor mange lande er den blevet udgivet, og er du tilfreds med oplagsantallet?

Mit tyske forlag siger, at mine historier, karakterer og miljøer har en tydelig baggrund i den skandinaviske krimi- og spændingstradition, mens jeg samtidigt skriver i et amerikansk fortællertempo. Måske kan en del af successen findes i det. Jeg arbejder meget hårdt med at interessen og spændingen skal fastholdes hele vejen fra de indledende sider til slutningen. Man skal ikke kunne fjerne et eneste kapitel uden at miste noget væsentligt. Jeg synes, at læseren skal få noget, en slags gave, i hvert kapitel. Derudover har jeg vældigt dygtige mennesker bag mig på forlaget, som har sørget for, at bogen er nået ud overalt. Det er først nu, det begynder at gå op for mig, hvor stor en satsning de lægger på mit forfatterskab. 

I skrivende stund er “Offer uden ansigt” solgt til 10 forskellige sprogområder, og nogle af dem arbejder stadigvæk med oversættelserne. Den er indtil videre udgivet i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland, Finland og Italien.

Oplever du forskel ved at være krimiforfatter og ved at være manuskriptforfatter til TV-serier som ”Kurt Wallander” og ”Irene Huss”?

Det er næsten umuligt at sammenligne. Nu skaber jeg mine egne historier og mit eget univers af karakterer. Det er mig, som sætter farten, bestemmer stil og tone. Nu er det mig, som har det sidste ord.

I mit foregående interview med dig fortalte du, at din næste krimi hedder ”Den niende grav”. Du ”kom til at røbe” for mig, at du havde researchet i de underjordiske gange under Stockholms Riksdag. Vil du fortælle lidt mere om bogen nu? Bl.a. om den også foregår lige så meget i Danmark, som ”Offer uden ansigt” gjorde.

Lige præcis i denne genre vil man helst afsløre så lidt som muligt. Men jeg kan sige så meget, at Fabian og Dunja arbejder parallelt fra hver sin side. Han i Stockholm og hun i København. Hændelserne udspiller sig et halvt år, inden “Offer uden ansigt”, og handler om, hvad det var der gik skævt for Fabian oppe i Stockholm.

Hvad gav dig ideen til ”Den niende grav”?

Den voksede frem under arbejdet med “Offer uden ansigt”Almindeligvis skriver man først en prequel, når man er færdig med at skrive de ”rigtige” bøger i serien. Og så udspiller den sig oftest flere årtier tidligere end den første bog. Jeg syntes, det var interessant at skrive den nu med det samme, og så kun gå nogle måneder tilbage i tiden.

Er der nogen, der læser manuskriptet til dine bøger, inden de kommer til forlaget, og hvordan forholder du dig til eventuelle ændringsforslag?

Min hustru. Hun har en utrolig god fornemmelse for, når noget ikke er troværdigt eller lyder forkert. Hvis hun har en stærk holdning til noget, følger jeg næsten altid hendes råd.

Hvor stor en rolle spiller din forlagsredaktør i forbindelse med det afleverede manuskript?

Stor. Jeg vil næsten påstå, at der ikke eksisterer noget succesfuldt forfatterskab uden en dygtig redaktør bag kulisserne. Det er absolut nødvendigt at have nogen, der er lige så inde i materialet, som man selv er, men som ikke har ansvaret for at skrive noget. Selv bliver man blind efter nogle omgange, og så har man brug for nogen at holde i hånden. 

Man taler om begrebet ”den vanskelige to’er”. Har du gjort dig særlig umage for, at ”Den niende grav” kan leve op til de fine anmeldelser, du fik for ”Offer uden ansigt”. Er det ikke noget, der kan give ”sommerfugle i maven” at vente på anmeldernes ”dom”?

Helt sikkert! Under arbejdet med “Den niende grav” læste jeg flere læseranmeldelser, som mente at “Offer uden ansigt”  var den bedste krimidebut, de nogensinde havde læst, og at det ville blive svært at skrive en efterfølger som kan leve op til dem. Det gjorde det jo ikke ligefrem nemmere. Nu er jeg heldigvis blevet utroligt tilfreds med den og at dømme ud fra de reaktioner, jeg har fået, er jeg ikke alene om den følelse.

Hvornår udkommer ”Den niende grav”, og udkommer den også i Danmark, før den udkommer i Sverige, ligesom ”Offer uden ansigt” gjorde?

I Sverige  udkom “Den niende grav” den 25. maj og i Danmark udkommer bogen den 7. juli, så Sverige fik altså æren denne gang.

Du fortalte mig i forrige interview, at du var godt i gang med ”Den niende grav” samtidig med, at ”Offer uden ansigt” udkom. Er du også allerede nu i gang med din 3. bog?

Ja, jeg er lige gået i gang med at skrive den.

Kan man forestille sig, at bøgerne i denne serie kan blive til en TV-serie?

Helt sikkert! Nordisk Film er lige nu i fuld gang med at planlægge en en tv-serie og leder efter en manuskriptforfatter, eftersom jeg selv er fuldt optaget med at skrive bøgerne.

Hvor mange bøger har du planlagt, der skal komme i serien om Fabian Risk?

At fortælle sine læsere, hvor mange bøger, man har tænkt sig at skrive, er som at udstyre dem med redningsvest og sikkerhedssele, fordi de så vil vide, at hovedpersonen kommer til at overleve gennem hele serien. Mina læsere må klare sig uden redningsvest og læse på eget ansvar …

Stor tak til Stefan Ahnhem fordi han så velvilligt for anden gang har deltaget i et interview på min hjemmeside. Også en stor tak til Mi, Stefans kone og agent, som har oversat interviewet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...