18-08-2015

Interview med Pernille Boelskov

 

Jeg har interviewet Pernille Boelskov som her i 2015 debuterede med den glimrende bornholmer-krimi "Granitgraven"

Læse min anmeldelse her:

http://www.findalskrimiside.dk/327761582/2727103/posting/granitgraven-af-pernille-boelskov

 

Handlingen foregår bl.a. i Vang Granitbrud og i Rønne Kirke

 Desuden trækker handlingen tråde tilbage til russernes bombardement af Rønne i 1945

                          

Hvem er Pernille Boelskov?

34-årige journalist og forfatter, der skriver krimier og lige er flyttet til Bornholm. Fordriver fritiden med at lære at fylde mørtel i hullerne i vores nyerhvervede, men gamle byhus. Drømmer også om modet til at blive vinterbader og mere tid til at læse.

På din hjemmeside skriver du, at du allerede som stor pige havde en drøm om at blive forfatter. Hvorfor det? Havde det noget at gøre med, at du var en læsehest, og at du enhver skolebibliotekars drøm af en elev?

Jeg var i hvert fald en læsehest. Og fast kunde på skolebiblioteket. Men jeg var allermest fascineret af historierne. De gode fortællinger - og de verdener, som historierne lukkede mig ind i. Jeg rejste til andre lande. Jeg lærte, at andre mennesker tænkte på andre måder. At verden ser forskellig ud alt efter, hvem der ser på den. Alt sammen bare ved at læse.

Hvordan fik du ideen til ”Granitgraven”?

Det nedlagte granitbrud ved Vang på Bornholm er et fascinerende sted. Flot, men også ildevarslende. En dag, jeg gik tur i bruddet, kom jeg til at tænke på, at det ville være sådan et sted, at nogen kunne finde på at skjule et lig. Og det kunne ligge der længe. Uopdaget.

Og samtidig var jeg blevet ret interesseret i historien omkring russernes bombning og befrielse/besættelse af Bornholm efter 2. Verdenskrig. Da jeg arbejde på Bornholm som journalist, læste jeg en del om emnet. Skrækkelige historier og ulykkelige skæbner, som ikke bare var fiktion, men en virkelighed, som mennesker, der stadig lever, har oplevet.

Traumer, ikke bare for de mennesker, der boede i de byer, der blev bombet. Men måske også et traume for en hel ø.

Der var stof til masser af historier i de to ting. Især til krimier. Og så var det bare at gå i gang.

Du har valgt at lade din ”detektiv” være præst. Hvorfor det?

Politifolk og journalister er oftest dem, der opklarer mord i krimier. De har en professionel

interesse i at efterforske et mord. Men præster har faktisk også en professionel tilgang til døden. Om end en mere “filosofisk”/teologisk tilgang.

Politiet forholder sig jo egentlig meget praktisk til døden - de indsamler beviser. Måler, vejer og undersøger. Mens præster i stedet har fokus på de mere “flyvske” aspekter ift. døden. Det, som politiet ikke kan forklare.Så egentlig synes jeg, at det er ret oplagt med en præst som hovedperson i en krimi. Også selvom Agnethe i Granitgraven nogle gange kommer til at blande sig en smule for meget.

Tror du, man i ”real life” vil kunne møde en person, der ligesom ”din præstedame”selv ville gå i gang med en efterforskning?

Hmmm … måske ikke umiddelbart. Men jeg tror, at de fleste mennesker kan komme i situationer, hvor vi har brug for svar. Hvor vi ikke stopper vores jagt på svar, selvom vi godt ved, at vi måske bare skulle holde os væk.

I ”Granitgraven” hører vi ikke så meget om selve den politimæssige efterforskning, men hvor stor vægt lægger du på, at politiarbejdet skal være korrekt? Laver du research også på det politimæssige område?

Jeg har lavet noget research på politiarbejdet til Granitgraven, men kommer bestemt til at lave en del mere til bind 2.

Agnethes fætter Lars arbejder hos politiet i Rønne som efterforsker, og på en eller anden måde har han fået møvet sig mere ind i 2’eren. Så der bliver flere detaljer, jeg skal researche.

Hvor meget research laver du i det hele taget?

Vildt meget! Jeg vidste f.eks. ikke ret meget om, hvordan en præsts arbejdsdag ser ud, så jeg har besøgt en del præster og talt med dem om deres hverdag og arbejdsliv.

Og så er der alle de bornholmske detaljer. Jeg har siddet i lokalarkivets kælder og læst alle de bornholmske aviser igennem fra det meste af 1945. Jeg har dobbelttjekket alle bornholmske steder, vejnavne osv. Jeg ved, at den slags betyder meget for troværdigheden af historien - selvfølgelig især for bornholmerne, men også helt generelt.

Nogle mennesker holder meget af at læse bøger – jeg selv i høj grad – som foregår på genkendelige steder. Jeg er ikke så kendt på Bornholm, men har læst i en anmeldelse, at anmelderen glædede sig over, at stederne i ”Granitgraven” var så genkendelige. Begrebet genkendelige steder gælder for mig ikke kun geografiske steder, men også bygninger, institutioner, butikker, klubber osv. osv.

Kan du sommetider være bange for, at nogen kan blive stødte over, at noget, de har tilknytning til måske ikke ligefrem omtales flatterende. I ”Granitgraven” fx nogle af Agnethes kolleger i kirken i Rønne?

Ja. Jeg bruger selvfølgelig en del steder på Bornholm i bogen. Og der er også steder med mennesker tilknyttet, som også findes i virkeligheden. Men alle personerne i bogen er fiktive.

Det er rigtigt, at Agnethes præstekollegaer i kirken i Rønne ikke fremstilles som de bedste kollegaer. Men jeg har med vilje slet ikke talt med præster på Bornholm i min research netop for at undgå eventuelle overlap med virkeligheden.

Tanken er, at kollegaerne kunne opføre sig på samme måde uanset arbejdsplads.

Hvis Agnethe f.eks. havde været pædagog, formoder jeg, at hun også kunne have haft diskussioner med sine kollegaer om, hvordan man passer/opdrager børn. Fordi hun tilfældigvis er præst, drejer problemerne sig bl.a.om forskellige måder at forstå livet, døden og troen på. Emner, som jeg synes, passer godt til en krimi.

Er du blevet klandret for noget af det, du har skrevet i ”Granitgraven”? 

Ikke endnu.

I krimilitteraturen taler man meget om begrebet ”femikrimier”. For nogen har det en negativ klang. Er ”Granitgraven” en femikrimi? Gør du dig tanker om, hvor meget ”kvinde-føle-føle”, der må være med i det, du skriver?

Det kommer vel an på, hvad femikrimi betyder.

Egentlig har jeg forsøgt at skabe en kvindelig hovedperson, der også kunne have været en mand. Det kan hun så i praksis ikke pga. plottet, men jeg havde hverken lyst til at skabe en krimi, der var meget splatter- og tjubang-agtig, eller en krimi med en føle-følekvinde, der shopper tøj og lakerer negle. Ikke at der er noget galt med den ene eller den anden slags. Jeg ville bare gerne skrive noget midt i mellem.

Hvordan har du været tilfreds med anmeldelserne af din bog, og har bogen solgt tilfredsstillende?

Anmeldelserne har overvejende været gode - og jeg er vildt taknemmelig for alle de mails og beskeder, jeg har fået fra læsere, der har været glade for bogen.

Her i august udkommer bogen i 3. oplag. Det havde jeg ikke turde håbe på. Tak til alle, der har læst!

                        

 Når du nu går i gang med din næste bog – det er du sikkert allerede – har vi, der godt kunne lide ”Granitgraven” jo nogle forventninger. Hvordan har du det med det? Man snakker jo om begrebet ”den svære to’er”.

Uh, jeg er lidt nervøs for bind 2.

Men både Agnethe og hendes politifætter Lars har sagt ja til at være med igen, så jeg tror, det bliver godt.

Et af benspændene i min skriveproces er, at jeg gerne vil skrive bind 2 som endnu en ægte bornholmerkrimi. Altså en bog, der ikke kan foregå andre steder end her på Bornholm.

Men jeg er i gang - og jeg planlægger, at den kommer i 2016.

Har du tænkt på, at hvis du fortsætter med at skrive bøger med din ”præstedame” i hovedrollen, at det realistiske måske forsvinder, idet det ikke er videre sandsynligt, at én person - som oven i købet er præst - kommer ud for så meget dramatik på ret kort tid?

Heldigvis sker der ikke ret mange mord på Bornholm, så selvfølgelig er det ikke realistisk.

Meeeen … det gør der jo nok heller ikke i de idylliske landsbyer i Sydengland, hvor Barnaby bor.

Du har udgivet ”Granitgraven” på ”Forlaget 4. til venstre”. Er det et forlag, som du selv har oprettet? Muligheden for at du bliver en succes-forfatter er jo til stede. Vil det i den forbindelse ikke være en fordel at blive tilknyttet et af de større forlag? 

"Forlaget 4. til venstre" er mit og min mands forlag. Jeg synes, det er spændende at være selvudgiver, så det er umiddelbart planen for resten af serien om Agnethe Bohn.

Fra min side skal der lyde en stor tak til Pernille Boelskov, fordi hun stillede op til interview. Jeg vil også gerne ønske hende held og lykke den næste bog.

Jan