21-02-2018

Interview med krimiforfatteren Robert Zola Christensen i forbindelse med udgivelsen af ”Gæsten”

 

Krimi, klimaekspeditioner og masser af kaffe

 

Hvem er Robert Zola Christensen?

Jeg skriver stort set hver eneste dag året rundt, mens jeg drikker sort kaffe. Ved siden af underviser jeg på universitet i Lund og forsker i sprog i det omfang, jeg er nødt til det. Her i 2018 satser jeg dog på min skrivning, og jeg håber selvfølgelig at kunne leve af det på længere sigt.

Privat står den på familie (6 børn) og træning, rigtig meget træning, for det med skrivningen betyder, at jeg sidder for meget ned, så der bliver løbet, løftet vægte og løbet igen. Og jeg bliver også nødt til at holde mig i form, for det sker – det er en side af mit liv – ikke mange kender til, at jeg deltager i klimaekspeditioner, primært på de koldeste steder på jorden.

Jeg var med første gang i forbindelse med research til krimien ”Is i blodet”, hvor jeg blev fløjet ind midt på den grønlandske indlandsis sammen med et forskerhold fra Niels Bohr Instituttet.

Jeg har også kigget ned i vulkaner i Costa Rica med en amerikansk forsker, men det var, da jeg mødte professor Sebastian Mernild, der er leder af Nansen Centret i Bergen.  Med ham var jeg i Alaska oppe ved verdens ende, og siden har jeg været med ham i Andesbjergene i Chile som field assistant.

Jeg er netop blevet tilknyttet yderligere to ekspeditioner: en til pingvinerne på antarktisk samt en tur med luftpudebåd op mod Nordpolen. Jeg er skide bange hver gang, og det har været tæt på et par gange, men jeg elsker det.

 

Du har skrevet fagbøger, børnebøger og anden skønlitteratur. Hvorfor gik du i gang med krimigenren?

Det var en handske, jeg samlede op, som jeg selv havde smidt på jorden. I 2009 udgav jeg romanen ”Aldrig så jeg så dejlig et bjerg”, som handlede om den tid, jeg boede i Frankrig som ung. Romanen gik tæt på, meget tæt, alt for tæt på min egen person og mit eget liv, så da den var færdig, stod det klart for mig, at jeg skulle i gang med noget, der lå længere væk fra mig selv. Hvad kunne være længere væk end midt inde på Indlandsisen i Grønland? Det er nemlig dér, åbningsscenen i ”Is i blodet” finder sted.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Gæsten”?

En overgang, det ligger et antal år tilbage, arbejdede jeg på Syddansk Universitet i Kolding, men på grund af højst private og familiære omstændigheder flyttede jeg til Lund i Sverige. Det betød en vanvittig distance til jobbet, og jeg indrettede mig sådan, at jeg overnattede en nat om ugen på en drømmeseng på mit kontor. Det var selvfølgelig strengt forbudt, men jeg gjorde det alligevel, og så lå jeg der i det ret lille rum og forsøgte at falde i søvn.

Det var den ubehagelige, for ikke at sige potentielt uhyggeligt situation, der gav mig inspiration til bogen. Hvad nu hvis? lå jeg søvnløs og tænkte. Det er set-uppet, og så kom alting andet til efterfølgende.

Det er også et meget godt eksempel på, hvordan jeg arbejder som forfatter. Jeg suger til mig, iagttager omgivelserne, og holder øje med, om der er noget, der giver noget fra sig, noget, der kan bruges til noget. Der er mere i det. Bygningen var interessant i sig selv, det var nemlig et nedlagt hospital, en slags anonymt ikke-sted, hvor man ikke opholder sig længere tid ad gangen, men er der for et formål, lidt som biografer, indkøbscentre, teatre, banegårde, museer, universiteter.  Det fylder (måske) ikke ret meget på overfladen i romanen, men hele vejen igennem er det en slags vandmærke.

For at være de ikke-steder skal man også have været i besiddelse af noget, der giver ret til at være der, en biograf- eller togbillet, et passerkort, et patientarmbånd eller lignende.

Jeg har ofte den slags fikse ideer, når jeg skriver. De ligger nedenunder som små motorer, som også arbejder, mens jeg skriver. Det kan man nok slet ikke mærke direkte, når man læser, men de er der skam.

 

Fortæl om din skriveproces i forbindelse med ”Gæsten”? Hvor og hvornår har du skrevet? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Laaaaaaang tid, og det er et ensomt arbejde. At skrive er at skrive om. Men det er okay, for jeg holder meget af skriveprocessen. Jeg nyder at indrette mig med kaffe foran skærmen – en gang om ugen smøger og rødvin. Jeg skriver ikke for at blive færdig, jeg skriver for at skrive. Prime time er tidligt om morgenen, når alle børnene sover, så har jeg et par timer for mig selv. Op ad formiddagen cykler jeg så til universitetet, hvis det er sådan en dag, og underviser, printer morgenens arbejde ud og læser igennem ud på eftermiddagen.

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er min forlovede, Mari Bacquin. Hun her min første-læser. Vi har arbejdet sammen både med forskning og det skønlitterære. Vi har skrevet tre børnebøger sammen og et par kriminoveller.

Jeg har en del forfatterkolleger, der sender bredt ud, det gør jeg ikke, for så føler jeg, jeg mister grebet om teksten.

 

Hvordan føles det, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

De er grundige, meget grundige på Gyldendal, lad os bare sige det sådan, og det er jeg glad for. Jeg oplever det på den måde, at det er lige meget, hvem du er, og hvad du har lavet før, så er det ikke færdigt og godt nok, før det er færdigt og godt nok. Og det er naturligvis meget bedre at tage tæskene på forhånd. Jeg udgav i øvrigt en anden roman på et nyt forlag, Arabesk, det var helt fantastisk sjovt, for det er en af mine bedste venner, det styrer det, og det har været herligt at forene det professionelle og det venskabelige.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for en bog?

Peter Stoltze hedder han. Jeg har aldrig tidligere været så optaget af ”udstyret”. Det har forlagene stået for, men da han havde lavet coveret til ”Is i blodet”, blev jeg ellevild af begejstring, og han har nu lavet alle tre. Jeg tror faktisk, det har større betydning, end vi lige tror, det her med forside og titel. Når du går rundt på Krimimessen f.eks., eller snuser omkring i en boghandel, så kan det være en lækker forside (sammen med prisen), der afgør, om det er din bog, der kommer med op til kassen.

 

Hvad gør du og forlaget for at promovere din nyeste krimi ”Gæsten”?

Ja, nu udkommer jeg på Gyldendal, der jo har mange og store muskler, og jeg håber, de giver den gas op til Krimimessen. Lad os dog være ærlige. En krimi er også en vare, et produkt, og den skal gerne ud på paller midt i supermarkedet. Inden for litteraturen og blandt forfattere kan det pekuniære være sådan lidt tabubelagt. Jeg kan huske, jeg på et tidspunkt var med i en helt masse mediehejs, da en af mine bøger udkom, og i den forbindelse var der en forfatterkollega, der sagde: ”Men det gør du jo kun for at tjene penge og blive berømt.” Øh ja?   

 

Hvordan skaber du dine personer. Du lader en eksisterende person, Preben Elkjær medvirke i din krimi. Hvorfor gør du egentlig det?

Fordi! Det vel bare nærmest blev sådan. Har altid syntes han var en sjov fætter med et interessant temperament, og pludselig en dag gik han rundt på mine sider, og så skubbede jeg til ham, og han begyndte at bevæge sig. Jeg har aldrig mødt ham eller spurgt ham. Det blev vel bare sådan.

Jeg skaber ikke sjældent mine personer ud fra mennesker i mine omgivelser, finder små skævheder, egenskaber og træk, som jeg så sætter sammen på min egen måde. Ind imellem har jeg ligefrem HELE personer, som så får lov at danne forlæg.

 

Nu til det politimæssige. Jeg finder det helt i orden, at du ”opfinder” en ny efterforskningsenhed, Flexgruppen, men synes ikke, at alt efterforskningsarbejdet alligevel er, som det burde være.

Som forfatter vil jeg altid påberåbe mig retten til at tage mig en masse friheder. Jeg har på et tidspunkt tænkt på at lade en person med et indgående kendskab til politiets arbejde være medlæser. Den må jeg så lige overveje igen.

 

Skriver du videre om Flexgruppen? – eller har du andre planer?

Jeg udlovede en trilogi. Nu venter jeg og ser, hvad der sker på flere fronter. ”Gæsten” er jo blevet fantastisk godt modtaget, men bliver den ikke solgt, og det ved vi ikke helt endnu, så ved jeg ikke rigtig. Det er også skønt at kunne bestemmer selv. Nu ser vi, Intet er afgjort endnu.

Jeg har eventuelt en ide om at starte forfra, gerne med Flexgruppen, men med en ny person som omdrejningspunkt. Jeg tillader mig at holde det totalt åbent, men jeg har en lille spirende ide om, at jeg vil lade publikum være med til at konstruere den hovedperson, jeg skal bygge mine plot op omkring.

 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Jeg er med på personliste. Det er en god ide. Den er købt.

 

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Det er et lidt andet marked, krimimarkedet, der er større, mere plads til begejstring vil jeg mene, men i det hele taget, sker det rigtig meget i medielandskabet. Tidligere var det aviserne, forlagene sigtede sig ind på med anmeldelser på udgivelsesdagen, men bogstoffet bliver i stadig højere fortrængt fra aviserne og popper i stedet op i blogs og på de sociale medier. Det kan blive noget broget og rodet noget, men min fornemmelse er, at vi godt kan finde ud af at se, hvad der er godt og dårligt.

Selv er jeg glad læser af blandt andet Krimihjerte, Kriminørd, Vild med krimi og andre.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du evt. godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er altædende, når det gælder litteratur, faktisk. Jeg læser det meste, gammelt og nyt, højt og lavet, poesi og kortprosa, smalt og bredt.

Når det gælder krimien er det jo fantastisk, som den har været i stand til at brede sig ud og forgrene sig i mange undergrene de sidste tyve år. Jeg kan lide det meste, selv om jeg eventuelt kan synes, at puslespilstraditionen med Conan Doyle, Agathe Christie og så videre er lidtold school.

Plottet bliver i øvrigt ofte fremholdt som krimiens hovedingrediens, men et eller andet sted, er jeg kommet frem til, at det vigtigste er det menneskelige, det menneskelige og det menneskelige, for er vi ligeglade med de mennesker, det handler om, bliver vi også ligeglade med, hvad der sker med dem, og hvilke fede intriger, de ellers måtte gennemspille. Jeg tror selv, at ”Gæstens” succes skyldes, at jeg hele vejen igennem havde mig det for øje.

 

Hvad har du planlagt i forbindelse med Krimimessen 2018 i Horsens?

Jeg skal være med, det ved jeg, fuld bliver jeg sikkert også, for sådan plejer det at være, og der vil være et sceneinterview mellem øl og vin, for det er lidt af en branchefest. Krimimessen er meget anderledes end det, der foregå i Bella Centret. Det er vildere, mindre prætentiøst. Det litterære landskab i Danmark er jo lidt opdelt mellem højt og lavt eller bredt og smalt, hvordan man nu ser det. Jeg tror, det var Johannes Ries, der engang spurgte mig retorisk: ”Hvor meget skal en bog sælge, før den bliver dårlig?”

 

Tak til Robert Zola Christensen fordi jeg måtte interviewe ham