Hvem er du?

Jeg er 47 år og bor i Snekkersten, Nordsjælland med min kone og vores to børn. Advokat, familiefar og karateudøver … og nu tilsyneladende også forfatter. Jeg ved efterhånden ikke, hvad der fylder mest, men efter anmeldelserne af JÆGER, kan jeg godt mærke, at koncentrationsprocenterne mellem arbejde og skriveriet har rykket sig. Meget.

Hvorfor gik du i gang med at skrive en krimi?

Jeg kommer ud af lidt af en gøglerfamilie. Min farfar var skuespiller og min far jazzmusiker. Har selv været gademusikant sammen med min mor og far, da jeg var lille. Er desuden vokset op i et kreativt, nærmest marxistisk, leninistisk kollektiv. Så valget af jura som levevej var vel nærmest et oprør fra den lille Walthers side. Men alle oprør slutter jo som bekendt en dag, og jeg har haft bogen liggende i min mave i mange år. Helt konkret fik jeg tid til at skrive den, da jeg var sengeliggende efter en skiulykke for et par år tilbage.

Hvordan fik du idéen til ”Jæger”?

Jeg har altid været fascineret af dogmerne forbrydelse og straf. Og med straf mener jeg hævn. Den gammeltestamentelige version. Øje for øje, tand for tand. Jeg har altid ville skrive om det tema.

JÆGER er baseret på oplevelser fra mit advokatarbejde samt på oplevelser fra kampsportsmiljøet. Kampsportsmiljøet er meget specielt og meget langt fra din lokale håndboldklub. Kampsportsmiljøet byder på ekstrem disciplin og filosofi. BUDO, krigerens vej, som det også kaldes. Men kampsportsmiljøet er også en dør til underverdenen, hvor advokaten og tandlægen møder bandemanden og bankrøveren. På lige vilkår. 

Alle i det miljø ved, at advokater har tavshedspligt, hvilket betyder, at man får en rolle som en præst. Man kan betro mig alt. Det kommer ikke videre. Det har betydet, at jeg har mødt mennesker og set ting, hvor det nogle gange har virket som drejebogen til en Tarantino-film. Det har hobet sig op med årene og bogen er resultatet. Et fiktivt forsøg på at lufte ud.

Et hidsigt overforbrug af superheltetegneserier fra min ungdom har også hjulpet.

Hvordan har du researchet vedrørende bandekriminalitet i København, og den forbindelse banderne har til udenlandske kriminelle organisationer? Er der noget, der er forfatterskabt?

Noget er oplevet på tæt hold. Noget er researchet. Jeg har læst en masse bøger og artikler om bandemiljøet i forbindelse med min research. Men en god bid er forfatterskabt. Sandheden skal aldrig komme i vejen for en god historie.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller? 

Jeg skaber mine personer, så de passer til den historie, de skal fortælle. Det er faktisk lidt som at lægge et puslespil. Han eller hun er der hele tiden, men jeg skal bare have sat brikkerne rigtigt sammen.

Nogle af mine karakterer er inspireret af virkelige personer. Men så stopper sammenligningen også. Jeg aldrig kunne finde på at bruge en virkelig person i bogen.

Generelt er mine karakterer lidt, … hvis ikke ekstreme, så i hvert fald radikale. Enten på den ene eller anden måde. Den slags mennesker har jeg altid været tiltrukket af.

En af dine hovedpersoner kommer fra Særslev på Nordfyn. Hvorfor har du af alle steder netop valgt denne lille landsby?

Jeg har spenderet en masse lykkelige somre i netop det område, hvor hele min mors familie kommer fra. Jeg kender hver en vej og nærmest hvert et træ der. Og en masse gode og sjove mennesker. Og så er miljøet bare perfekt som udgangspunkt for historien. Uden at skulle røbe for meget. 

Steder i Sverige og Italien spiller også en rolle i bogen. Har du været på research-tur?

Ja, det må man sige. Huset i Sverige, der optræder i historien (langt ude på landet), tilhører min familie. Desuden er min kone fra Sverige, hvorfor jeg har en del ”aktier” i det land.

Italien er mit drømmeland og søerne i Norditalien er noget af det smukkeste, der findes. Vi har selv en lejlighed ved Como-søen sammen med en anden familie og store dele af skrivearbejdet er lavet, mens jeg har slubret rødvin og kigget ud over søen.

Fortæl om din skriveproces. Hvornår skriver du – og hvor?  Hvor lang tid gik der fra det første bogstav blev tastet i ”Jæger”, til det sidste punktum blev sat? Hvor let er det at forene forfatterskabet med dit arbejde?

Først og fremmest: det er vanvittigt svært at forene mit ”normale” arbejde med forfatterskabet. Dels på grund af tiden. Der er desværre kun 24 timer i døgnet. Men også fordi, der skal en helt anden gearing til at skrive. Man skal fysisk og mentalt et stykke væk fra den daglige trummerum, før man – eller i hvert fald jeg – kan skrive. Jeg skriver typisk på skæve tidspunkter (tidligt, sent eller i ferier) og den bedste cocktail er en løbetur og derefter skrivning.

Bogen har taget mange år at skrive, men opløbet har klart været det mest intense. Da JÆGER gik fra en sjov idé og pludselig blev noget, jeg ville have udgivet, så blev det intenst. De sidste to år har jeg arbejdet med bogen løbende og så meget, jeg kunne.

Fortæl om de feedbacks du fik undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Manuskriptet blev læst grundigt af de tre mest kompetente personer i mit liv, inden jeg gik videre med det. Min kone. Min ven og kompagnon Anders. Og min mor. Fra de tre har jeg modtaget vidt forskellige kommentarer, da de som læsere er meget forskellige. To ting stod dog klart efter deres læsning: Jeg havde klart fat i noget, men det skulle gøres kortere. JÆGER fyldte oprindeligt næsten 500 sider. Den proces var som at skære i mig selv. Men de havde ret.

Hvad skete der efterfølgende, da du havde sendt dit manuskript ind?

Jeg fik et par afslag, og jeg fik et par tilbud. Da jeg havde valgt forlaget, så startede en ny skrivefase. Jeg fik et meget detaljeorienteret feedback på bogen af forlagets superdygtige Jonas, og herefter har vi samarbejdet og bokset os frem til den endelige bog. Det har været slidsomt, men også ekstremt spændende og lærerigt.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejdede sammen og fortæl, hvordan det føltes, da manuskriptet kom tilbage, og du så ganske givet skulle hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg befandt mig i den komiske vildfarelse, at bogen var så godt som klar, da jeg sendte den til forlaget, men processen lærte mig noget andet. Det var den ikke. Den færdige bog er selvfølgelig grundlæggende den bog, jeg indleverede i sin tid, men den er blevet skilt ad i mange stykker. Og så sat sammen igen. Hvilket var helt nødvendigt. En vild oplevelse.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen JÆGER er min ”opfindelse”. I underverdenen er der aldrig fred. Alle vil have mere. Cash, sex, stoffer. Eller mere magt. Det er en verden af jægere. Deraf titlen.

Forlagets dygtige grafiker har lavet forsiden og omslaget, som er blevet til efter en lang række gode drøftelser. Jeg er vild med farvevalget. Bogen stikker ud. Man ser den med det samme, når man kigger på bogbordet hos Arnold Busck eller et andet sted.

Hvad gør du og forlaget for at promovere ”Jæger”?

Alt hvad vi kan. Forlaget ringer og skriver, så det gløder. Jeg signerer bøger rundt omkring og giver interviews. Og vi bruger en masse tid på de sociale medier. Dernæst har vi har været så superheldige at få et par fantastiske anmeldelser allerede. Helt vilde faktisk. Det tæller alt sammen. Personligt skal jeg også på Krimimessen i Horsens og det glæder jeg mig til.

Fortæl om nogle oplevelser, du har haft i forbindelse med udgivelsen af ”Jæger”.

Det bedste har været al den positive feedback. Først fra venner og bekendte, der havde købt og læst bogen. Det kunne man måske dog forvente. Men så kom der pludselig beskeder fra folk, som jeg ikke kender. Det var ret vildt. Specielt fordi mange af dem ville have, at jeg skrev en opfølger.

Det helt store øjeblik var dog en lørdag morgen i december, hvor jeg pludselig så mit eget ansigt klasket op på en helside i en stor avis, og hvor anmelderen kaldte JÆGER ”fremragende”. Det var et surrealistisk øjeblik. Lige der gik det op for mig. Nu er du forfatter, hr. Rebernik. 

Har du fået smag på at være krimiforfatter?

Ja, og jeg er i gang med den næste. Jeg skal bare lige brække benet igen, så jeg får tid til at skrive den.

Stor tak til Walther Rebernik for inverviewet