Interviews

24-03-2017

Fortæl kort om dig selv.

Jeg er født ind i den klassiske kernefamilie i 1979 i Gråsten i Sønderjylland, hvor jeg tilbragte det meste af min barndom - med undtagelse af året 1991, hvor jeg boede i en lille landsby i Sydfrankrig sammen med min familie.

Som 19-årig flyttede jeg til Florida i halvandet år, hvor jeg læste Laws of Evidence, Criminal Justice og Essay Writing på universitetet. Jeg tilbragte en årrække andre steder i udlandet, bl.a. i Los Angeles og i London, inden jeg fandt min vej tilbage til Danmark.

Jeg har en bachelorgrad i Historie og er uddannet journalist fra RUC og Berlingske. I dag bor jeg i København, klods op ad Marmorkirken. Jeg er gift på 12. år og har to børn på ni og fem år. 

 

Du er journalist. Hvilke journalistiske emner optager dig?

Da jeg i sin tid besluttede, at jeg ville være journalist, troede jeg, at jeg skulle dække politik eller arbejde med andet nyhedsstof. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at de artikler, jeg som læser interesserede mig for, ville være oplagte for mig at arbejde med. Men som én, der holder af ord, fandt jeg nyhedsjournalistikken uinspirerende og arbejdstiderne uforenelige med mit familieliv. Så jeg har som journalist næsten udelukkende arbejdet med portrætinterview og reportager, hvor sproget får lov at fylde mere.

 

Sammen med Katrine Engberg har du skrevet ”Klap i hest”, som ikke just er en krimi. Hvorfor gik du så i gang med krimigenren?

”Klap i, hest!” var et livsændrende og dybt personligt projekt for Katrine og mig. Ét, vi betragtede som et manifest for vores venskab, mere end en egentlig bog. Så ”Ligblomsten” er min debut i det skønlitterære, og krimigenren er den eneste, jeg selv interesserer mig for at læse. De områder, jeg har interesseret mig for i mit liv passer så fint ind i krimikassen. Siden jeg var lille, har jeg skiftevis overvejet at blive retsmediciner, advokat, politibetjent, journalist og blomsterhandler. Det er som om, det hele giver mening nu.

 

Hvornår, hvorfor og hvordan opstod ideen til ”Ligblomsten”?

Idéen til Ligblomsten opstod for nogle år siden i en lille flække i Sydfrankrig kaldet Buis les Baronnies. Samme by, som jeg boede i som barn, og som jeg har tilbragt alle sommerferier i siden. Jeg var på markedet og stod og betragtede en bryskudseende mand, der fodrede et gedekid med en sutteflaske, mens en masse børn stod og klappede dyret. Da jeg kiggede op, så jeg en kvinde, der sad på en fortovscafé på den modsatte side af gaden. Hun stirrede undrende på mig, og jeg kunne se i hendes blik, at hun genkendte mig uden rigtigt at kunne placere mig. Det viste sig at være en bekendt fra min barndom. Af én eller anden grund fik det mig til at tænke på en scene i en krimi eller en film: En kvinde på flugt bliver genkendt i en lille by i Provence og stikker af. Jeg vidste hverken, hvad kvinden var på flugt fra, eller hvem hun var, og hvor hun skulle hen. Men samme aften skrev jeg åbningsscenen til ”Ligblomsten”. Plottet udviklede sig så langsomt og marinerede i mine tanker i lang tid, inden jeg i slutningen af 2015 gik i gang med at skrive resten af bogen.

 

Fortæl om din skriveproces? Hvor og hvornår har du skrevet?

De første 30 sider tog lang tid. Der kunne gå flere uger uden, at jeg kiggede på manuskriptet. Men så begyndte jeg at betragte bogskrivningen som et almindeligt job. Jeg sagde min stilling som PR og pressechef for Madklubbens restauranter op og skrev krimi på fuld tid. I stedet for at sidde derhjemme og skrive i mit nattøj, gik jeg ”på arbejde”, når mine børn skulle i skole og i børnehave. Jeg mødte for det meste ind på Bistro Royal på Kongens Nytorv (eller en anden café eller restaurant i byen) og så skrev jeg dér – også på dage, hvor jeg ikke gad eller følte mig specielt inspireret. 

 

Fortæl om de feedbacks du har fået undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

Det er jo en besynderlig fornemmelse at skrive på et manuskript, ingen venter på, og man kan godt ind imellem miste gejsten. Når man har skrevet 113 sider og har en dårlig dag, hvor man synes, det hele er noget lort, kan man godt tænke: Hvad nu, hvis jeg er totalt talentløs? Er mit plot i virkeligheden ikke bare gennemskueligt og uoriginalt? Hvad nu, hvis ingen gider at udgive eller læse min bog? Så er det altså rart at have nogle mennesker tæt på, som hepper på bogen, og som læser med på sidelinjen. I mit tilfælde var især min mor helt uundværlig i skriveprocessen. Vi aftalte, at jeg hver fredag skulle sende nye sider, som hun skulle læse, og det var rart med sådan en ugentlig deadline. Da første udkast af bogen var færdig, fik jeg også min far, min bror og Katrine (Engberg) til at læse den og give feedback, så jeg kunne nå at præcisere ting og stramme vigtige afsnit, inden jeg sendte manuskriptet til forlagene.

 

Hvad skete der, da du sendte manuskriptet til Lindhardt og Ringhof?

Det hele gik så hurtigt.  Jeg indsendte manuskriptet, og 13 dage senere skrev jeg under på kontrakten og drak champagne med de skønne mennesker på forlaget. Uvirkeligt og vidunderligt på én og samme tid!

 

Hvad fulgte efter, da bogen var antaget?

Jeg blev introduceret til min redaktør, den brillante Lene Wissing, og så fulgte der en redigeringsperiode, hvor hun og jeg sammen fik pudset manuskriptet af og slanket det en smule. Vi layoutede forside og alt mulig andet spændende. Det har simpelthen været så skægt.

 

Hvordan er du/I kommet frem til titlen ”Ligblomsten”?

Da jeg var få kapitler inde i bogen, så jeg en udsendelse på National Geographic om ligblomster og blev vildt fascineret af fænomenet. En udspekuleret plante, der lugter af død? Hvor herligt ulækkert og spændende på én og samme tid! Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at få flettet sådan én ind i fortællingen, og at det ville være en god titel til en krimi.

 

Hvem har fundet på bogens forside, og hvilken betydning mener du, forsiden har for din bog?

Da jeg i sommer var 50 sider fra at have et færdigt første udkast af bogen, sad jeg en dag og ledte efter forsideinspiration på Pinterest. Jeg faldt over fotografiet af kvinden med kniven og lagde titel og navn ovenpå billedet i rød/hvide farver. Til mit første møde på forlaget, nogle måneder senere, viste jeg det til redaktionschef Sune de Souza Schmidt-Madsen og de andre redaktører på den skønlitterære afdeling, og de var alle vildt begejstrede. Så vi bad en grafiker om at lave en professionel version af min kladde, og jeg er utrolig glad for resultatet.

 

Hvor præcise og nøjagtige skal de steder være, du beskriver?

Enten skal det være så præcist som muligt, eller også skal det være så opdigtet som muligt. F.eks. beskriver jeg i bogen en bodega i Herlev, som ikke findes. Det er ren fantasi. Men den stripklub, hovedpersonen besøger på Kongens Nytorv, findes, og der har jeg gjort mig umage for at beskrive den præcis, som den er.

 

Hvorfor anvender du fiktive avisnavne i ”Ligblomsten”?

Det er lidt samme forklaring. Jeg synes ikke, det giver mening at skrive om Berlingskes ”chefredaktør Mikkelsen”, når alle ved, at det er Tom Jensen, der har dén tjans. Og jeg tror ikke, Tom Jensen ville blive glad, hvis jeg begyndte at digte historier om ham. ;-) Så hellere kreere et fiktivt univers, hvor jeg ikke skal tage højde for, om det pågældende dagblad nu også har en Læsernes Redaktør ansat, og om der er sprossevinduer i bygningen eller ej.

 

Flere danske krimiforfattere ser stort på om beskrivelserne af det politimæssige i deres krimier er i orden. Fx skriver de stadig om kriminalpolitiet, som jo eksisterer længere. Hvordan ser du på det, og er det noget, du researcher på?

Jeg synes, at man skal gøre sig umage for at beskrive virkelige steder og processer så korrekt som muligt, og så kan man fyre den af med kreativiteten i de passager, der er ren fiktion. Så det har været mig magtpåliggende, at det efterforskningsmæssige arbejde og de retsmedicinske detaljer blev så korrekte som muligt. Jeg kender nogle skønne og begavede mennesker, der arbejder inden for de to områder, som har været ualmindelig imødekommende og hjælpesomme. De har været en helt uundværlig del af arbejdet med bogen.

 

”Ligblomsten” udkommer den 1. april. Hvad har du gjort for at promovere bogen?

Jeg har slået gevaldigt på tromme for den på de sociale medier. Og så har forlaget sendt en fin promo-udgave af bogen ud til krimibloggere, som også er læst og skrevet pænt om den. Men den store PR-tsumani ruller først nu; i de kommende uger op til udgivelsen og i tiden lige efter. Det bliver spændende at se, hvordan bogen bliver taget imod af læserne, når vi når så vidt.

 

De første blogger-anmeldere har været begejstrede for ”Ligblomsten” Har du selv et bud på hvorfor?

Det er svært at gisne om, men jeg håber, det er, fordi de kan lide plottet og synes godt om karaktererne. Jeg synes selv bedst om slagsfærdige typer med pondus, holdninger og selvtillid og er ikke så vild med den klassiske, danske antihelt, der ofte er lidt stakkels og ynkelig. Måske er jeg ikke den eneste, der har det sådan.

 

Har du allerede gjort dig nogle tanker om den svære 2’er? Skal ”Ligblomsten” være nr. 2 i en serie med Heloise Kaldan som hovedperson?

Jeg er allerede i gang med en 2’er, ja, og journalist Heloise Kaldan og politiassistent Erik Schäfer er atter med. Lige nu er jeg på ’marineringsstadiet’: Jeg plotter i tankerne og skriver idéer og stikord ned. Når Ligblomsten er skudt ud over rampen i april, går jeg rigtigt i gang.

 

Er du selv krimilæser, og hvad kan du godt lide at læse inden for denne genre?

Jeg er i dén grad krimilæser, men har faktisk udelukkende læst amerikanske og britiske krimi- og spændingsforfattere: Michael Connelly, Harlan Coben, Gillian Flynn, Ian Rankin, Patricia Cornwell og John Grisham er nogle af favoritter.

 

Hvilken litteratur interesserer dig ellers?

Primært historiebøger. Jeg er ikke den store romanlæser, må jeg erkende. Jeg er til spænding og facts!

 

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig. Hvorfor er det ikke en Hancock øl, som Heloise serverer for efterforskeren Erik Schäfer?

Det er morsomt, at du spørger. Det har jeg slet ikke overvejet!? Måske fordi jeg ikke har nogen relation til øl-familien, desværre, men blot har giftet mig til efternavnet, der klinger lidt mere eksotisk end mit oprindelige Jensen.

 

 

Anne Mette Hancock kommer på Krimimessen i Horsens den 1. og 2. april

 

 

 

21-03-2017

”Atten grader minus” er den svenske krimiforfatter Stefan Ahnhems 3. krimi i serien om efterforskeren Fabian Risk. Stefan Ahnhems to første bøger i serien er ”Offer uden ansigt” fra 2014 og ”Den niende grav” fra 2016. Begge er to meget roste krimier.

Krimigenren var ikke ukendt for Stefan Ahnhem, da han debuterede som krimiforfatter. Han har nemlig været manuskriptforfatter til nogle af afsnittene i de to kendte svenske TV-serier ”Irene Huss” og ”Wallander”, som begge har været vist på dansk TV. Desuden han skrevet afsnit til yderligere en svensk TV-serie, ”Oskyldigt dömt”.

Nu er Stefan Ahnhem på banen med sin 3. bog, ”Atten grader minus”, som udkommer den 31. marts.

Stefan Ahnhem kan opleves på Krimimessen i Horsens den 1. og 2. april.

             

 

Hvornår udkommer ”Atten grader minus” i Danmark?

Den 31. marts.

 

Hvordan har du fået ideen til ”Atten grader minus”?

For over 11 år siden sad jeg hos frisøren og ventede på at blive klippet. Jeg bladrede i et blad med alt for letpåklædte kvinder og faldt over en artikel med meget tekst (jo, det er sandt!). Den handlede om en svensk forbryder, som beskæftigede sig med identitetstyverier. Ved at fremskaffe et id-kort med et billede af sig selv, men med offerets navn og personlige oplysninger (hvilket er skræmmende let at gøre), kunne han tømme personens bankkonto, sælge alle hans aktier og tage nye lån. I dag er det en af de mest almindelige forbrydelser i Sverige, og sikkert også i Danmark.

 

Hvor foregår handlingen i ”Atten grader minus”?

I Helsingborg og Helsingør.

 

Hvor og hvordan har du researchet til ”Atten grader minus? ”

Som altid kunne jeg finde en hel del på nettet. Men i arbejdet med denne bog har jeg også talt med politibetjente og anklagere samt fået adgang til en rapport om det voksende problem med identitetstyveri.

 

Din foregående bog "Den niende grav" foregår et halvt år før handlingen i debutromanen "Offer uden ansigt". Hvornår foregår ”Atten grader minus”?

Næsten to år efter ”Offer uden ansigt”.

 

Kan ”Atten grader minus” læses uafhængig af "Offer uden ansigt” og ”Den niende grav”?

Ja, det kan man sagtens. Men der er selvfølgelig en risiko for, at man bliver så nysgerrig efter at finde ud af, hvad der er gået forud for handlingen, at man simpelthen er nødt til også at læse de tidligere bøger. Så hvis man planlægger at læse bogen i løbet af weekenden, anbefaler jeg, at man også holder fri mandag og tirsdag. ;)

 

Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til skildringer af vold og brutalitet i dine bøger?

Jeg forsøger så vidt muligt at skrive så sandfærdigt, som jeg kan. Dette betyder, at jeg ikke bakker eller bremser mig selv, blot fordi det bliver ubehageligt. Der findes elementer i vores omverden, som er ubehagelige, og en del af pointen med at læse en god krimi, er at man bliver urolig, forfærdet, chokeret, overrasket osv. For mig handler det så godt som altid om bestræbelsen efter at fortælle den bedst mulige historie. Og hvis jeg kan fængsle mine læsere, så de glemmer at tage opvasken, støvsuge og lufte hunden i et par timer, så er jeg lykkedes med mit forehavende.

 

Fortæl hvad din store succes med dine to første bøger har ført med sig, og hvad det har betydet for dig?

For det første er det jo en fantastisk følelse, at tusindvis af mennesker i hele verden læser mine bøger hver dag. Det har betydet, at jeg rejser en hel del, hvilket er rigtig herligt, selv om det tager tid fra skriveriet. Desuden er forventningerne og kravene højere nu. Hvor længe skal vi vente på den næste bog? Kan han virkelig komme op på samme niveau igen? Men indtil videre er der ingen, der stiller højere krav til teksten, end jeg selv gør. Hvis jeg ikke synes, den holder niveauet, giver jeg helt enkelt ikke teksten fra mig. Kvalitet er vigtigere end deadlines.

 

I mit foregående interview med dig, var vi inde på begrebet ”den svære 2’er”. 2’eren var jo også en succes.

Hvordan har du det med at skulle leve op til to succeser her i din 3. krimi?

”Atten grader minus” var nemmere at skrive, og som jeg svarede tidligere, har jeg erkendt, at det i første omgang er mine egne krav, jeg skal leve op til. Hvis jeg lykkes med det, føler jeg mig ret overbevist om, at mine læsere også bliver tilfredse. (Det håber jeg i hvert fald.)

 

Hvordan kombinerer du et travlt forfatterliv med dit privatliv. Er du i øvrigt flyttet til Danmark, som du har fortalt, at du ville?

Det må du spørge min hustru om :-) Når jeg ikke er ude at rejse, arbejder jeg som oftest inden for normal kontortid. For at kunne skrive om ”livet” er man nødt til også at have et liv. Vi flytter til København i juni, så ønsk os held og lykke.

 

Hvor mange lande udkommer dine bøger i efterhånden?

Jeg tror, det seneste tal, jeg har hørt, er at mine bøger er oversat til 25 forskellige sprog. Hvor mange lande, bøgerne er udkommet i, ved jeg ærlig talt ikke.

 

Fortæl om hvad du selv som forfatter gør for at promovere dine bøger?

Alt muligt. F.eks. interviews som det her. Jeg medvirker også på forskellige krimifestivaler. F.eks. den i Horsens, som jeg sætter meget stor pris på at være med på. I Tyskland har man ”lesungen”, hvor en kendt skuespiller læser højt af bogen, og en moderator interviewer mig. Derudover er jeg ret aktiv på Facebook, hvor jeg informerer mine læsere om, hvad der sker i mit forfatterliv, men jeg involverer dem også og beder dem hjælpe til med forskellige ting. Der er f.eks. en hollandsk læser, som har sin hund, Einstein, med i den seneste bog. I ”Den niende grav” havde en anden læser sin bil med osv.

 

Hvilken betydning har bogbloggere for dig?

De betyder mere og mere! I er eksperter inden for genren og ofte meget tættere på læserne end journalisterne.

 

Du har tidligere fortalt mig, at der arbejdes med filmatisering af dine bøger. Hvordan går det med det?

Det projekt er stadig under udvikling. Mere kan jeg ikke afsløre lige nu.

 

Er du i gang med dit næste skriveprojekt? Evt. hvad?

Jeps. My lips are sealed …

 

Hvad laver du, når du holder fri fra forfatterlivet?

I de seneste uger har jeg set en masse svensk melodi grand prix med mine børn. Programmet er utrolig populært i Sverige og vises hver lørdag i seks uger, så der er ikke tid til så meget andet. Det er vigtigt med høj volume, en stor tv-skærm og en masse slik og chips. Nu er vinderen dog blevet kåret, hvilket jeg er overbevist om, at vore naboer er taknemmelige for …

                 

 

Tak til Stefan for interviewet og tak til hans kone Mi, som har oversat fra svensk til dansk.

02-05-2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henrik Jensens krimi ”Ondt liv” udkommer på ”Forlaget mellemgaard” den 13. maj.

Jeg synes, at det kunne være interessant at høre om de tanker, overvejelser og praktiske foranstaltninger en ny forfatter gør sig, når han udgiver sin første bog. Det kan man læse om i nedenstående interview:

 

Her kan man læse forlagets beskrivelse af bogen:

Selvom det er mere end 40 år siden, er Jørgen Langholm aldrig kommet sig over drabet på Henriette, der var hans ungdoms store kærlighed. Da han en dag modtager en mystisk æske med et morbidt indhold, vækkes ikke kun det gamle mareridt igen, et nyt og mere grusomt starter.
Indholdet i æsken binder på uhyggelig vis det gamle, og ellers opklarede drab sammen med hans elskede steddatter, Mille, der er forsvundet under en ferie i Spanien. Herefter starter et kapløb med tiden over de næste 72 timer – fra København NV til Frederiksberg og videre til Costa del Sol, for at redde Mille fra en psykopatisk seriemorder. En seriemorder, der kender Langholm godt — særdeles godt.

 

Fortæl lidt om din personlige baggrund.

Årgang 1962, født på Østerbro i København, men opvokset i det københavnske Nordvestkvarter, hvor også en stor del af ”Ondt Liv” foregår. Jeg bor nu i Ballerup, lidt uden for København sammen med min hustru og min søn. I de sidste 22 år har jeg arbejdet som servicekonsulent i hjælpemiddelbranchen.

 

Hvilke forudsætninger har du for at være forfatter?

Jeg har egentlig ingen forudsætninger for at blive forfatter. Jeg er hverken kvinde, svensker, journalist eller tidligere politibetjent og har heller aldrig rigtig skrevet noget som helst før ”Ondt Liv”.

Ideen om at skrive en krimi - jeg var aldrig i tvivl om, at det skulle være en krimi -  fik jeg af min søn. For ca. 3 år siden stod jeg endnu engang og stirrede tomt på bøgerne i bogreolen og kunne ikke finde noget, jeg ikke havde læst flere gange.

”Skriv din egen bog, far”, drillede han mig med. Opfordringen satte sig fast i hovedet på mig, og på de næste par af mine løbeture begyndte en handling og et plot så småt at spire frem, og jeg begyndte at skrive lidt.

 

Fortæl om skriveprocessen?

Som familiefar med fuldtidsarbejde og med en søn der er konkurrencesvømmer, er der rigeligt at se til i dagligdagen, så jeg har aldrig kunnet ”rive” flere timer ud af dagligdagen og sætte mig til at skrive.

Det har oftest været i weekender, hvor min hustru og søn har været til svømmestævne, at jeg har kunnet arbejde intensivt og koncentreret med manuskriptet.

Research har været en fantastisk proces, og alle har været fantastisk hjælpsomme, når jeg spurgt ind til et dilemma eller bare en faktuel problemstilling.

 

Fortæl om de feedbacks du fik undervejs i skriveprocessen.

Jeg har holdt mit skriveri lidt ”hemmeligt”, da jeg aldrig var helt sikker på, om jeg kom i mål med projektet. Jeg har haft et par mine bekendte til at være betalæsere på ”Ondt liv” og har her fået en ganske fin feedback.

 

Fortæl om hvad du gjorde, da manuskriptet var færdigt.

Det var da med sommerfugle i maven, da jeg trykkede SEND og mailede mit manuskript til det første forlag. ”Er det godt nok?”, ”Hører jeg nogensinde noget?” var tanker der fløj igennem hovedet. Jeg har haft kontakt til flere forlag, og jeg skal da indrømme, at det har været temmelig frustrerende at vente i 6-8 uger på om ens manuskript blev antaget og så bare modtage et kort standardafslag.

 

Hvad skete der så, da du sendte manuskriptet til ”Forlaget mellemgaard”?

Der gik kun få dage fra jeg havde indsendt mit manuskript til jeg, til min store overraskelse, blev kontaktet af forlaget, om at man godt ville antage ”Ondt Liv”. Min første tanke var, om man overhovedet havde læst mit manuskript, men vurderingsbrevet var så omfattende og fyldestgørende, at jeg kunne se, at det havde man. 

 

Hvad fulgte efter, da bogen var antaget?

Udgivelsesprocessen har været en fantastisk rejse. En rejse ind i en verden og  et univers, som jeg aldrig havde regnet med, at jeg skulle blive en del af. Sparringen med redaktøren, Jakob Krohn, var meget konstruktivt, og jeg er overbevist om at ”Ondt Liv” er blevet en meget bedre roman med Jakobs feedback og hjælp.

 

Hvilken betydning har forsiden, synes du?

Forsiden illustrerer på glimrende vis den dystre og onde stemning, der er i handlingen og jeg er yderst tilfreds med ”mellemgaards” grafikers arbejde. Jeg har kun haft få kommentarer til farver og til fyrtårnet på bagsiden, som står i Torrox i Spanien, hvor handlingen og afslutningen også foregår.

 

Hvordan er du/I kommet frem til titlen ”Ondt liv”?

Det var også svært. Jeg ville have en titel der var kort, præcis og fangende, men mange af de titler, jeg fandt frem til, var allerede brugt. Det var først mod slutningen af skriveriet, at ”Ondt Liv” formede sig.

 

”Ondt liv” udkommer den 13. maj. Hvad gør du for at promovere din bog?

Jeg gør alt hvad jeg kan komme af sted med. Jeg har lavet en facebookside, hjemmeside, twitter osv. og kontakt til boghandlere, biblioteker og lokale handlende.

www.facebook.com/ondtliv

 

Hvilke råd vil du give andre, der går med en ”forfatter i maven”?

Rådet må være: ”Gør det, og hyg dig med det”

 

Har du allerede gjort dig nogle tanker om den svære 2er?

Jeg er allerede i gang med en ny bog. Ikke en 2´er, men en bog nummer 2, hvor et par personer fra ”Ondt Liv” kort sniger sig ind i handlingen, ellers ikke. Jeg vil helst ikke afsløre så meget, men det bliver en cocktail af spansk borgerkrig, KGB og noget forsvundet guld.

 

Læser du selv krimier? Hvorfor?

Jeg har læst krimier, før jeg begyndte at skrive selv. Det kan godt være, at det lyder lidt højrøvet og arrogant, men jeg har ikke læst en eneste krimi, efter jeg begyndte at skrive selv. Hvis noget i min bog minder om noget andet, ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke har ”lånt” noget som helst.

 

Tak Henrik Jensen fordi jeg måtte interviewe dig til min hjemmeside. Det har været spændende at høre om de tanker, overvejelser og foranstaltninger en debuterende forfatter har gjort sig i forbindelse med udgivelsen af sin første bog. Held og lykke med bogen.

10-10-2015

Der er dem, der læser krimier og dem, der læser rigtig mange krimier. Det gør Tove Hornbek fra Horsens.

Ved en Krimimesse i Horsens – jeg tror det var for 3 år siden – kom jeg til at sidde ved siden af en nydelig ældre dame (Tove fylder 80 i februar) under et af interviewene på Rød Scene. Vi udvekslede nogle bemærkninger, og det var så det.

Efterfølgende er vi løbet på hinanden, hver gang der har være Krimimesse i Horsens, og det har ført til flere gode snakke. Jeg har erfaret, at Tove i den grad er en, der bruger meget af sin tid på at læse krimier, og også at hun har har et stort og indgående kendskab til genren.

For noget tid siden er Tove og jeg blevet venner på Facebook, og meget af det, som Tove skriver her, har ofte et hint til noget med krimier

Når man ser, hvem det er, Tove er venner med, må man konstatere at en stor del af Facebook-vennerne har noget med krimier at gøre. Mange af Toves venner er nemlig krimiforfattere og folk, der som Tove elsker at læse kriminallitteratur.

Tove tilhører en generation, hvor kriminallitteraturen i sin tid nærmest blev betragtet som decideret underlødig læsning – kiosklitteratur blev den også kaldt.

Hvorfor blev det lige krimigenren, Tove kastede sig over? Jeg har sat mig for at ”efterforske” hendes store interesse for krimier.

 

 

Hvem er Tove Hornbek?

Jeg bor alene i Horsens. Jeg boede i Sverige 1975-98 og arbejdede som indkøbschef i et japansk elektronikfirma.

 

Hvor stammer din interesse for krimigenren fra? Hvad er det ved genren, der fascinerer dig?

Jeg blev bidt af krimigenren, da jeg læste Sjöwall og Wahlöös bøger. Jeg kan godt lide, når forfatterne tager fat i samfundsproblemer samtidig med, at de leverer en spændende historie.

 

Hvad er den god krimi for dig?

Der skal være et spændende plot, så jeg ikke kan slippe bogen, et godt sprog og gerne en serie, hvor jeg får et forhold til personerne og kan følge deres udvikling. Dog bryder jeg mig ikke om, når handlingen drukner i bleskift og børnepasningsproblemer. Det passer ikke rigtig i krimioplevelsen for mig.

 

Lav en Top 5 over dine yndlingsforfattere.

Den var svær, jeg har så mange yndlingsforfattere, både kvindelige og mandlige, men her fem:

  • Arne Dahl

  • Stefan Anheim

  • Jesper Stein,

  • Michael Katz Krefeld

  • Chris Carter.

 

Lav en Top 5 over dine yndlingskrimier.

  • Serien om A-gruppen af Arne Dahl

  • Den niende grav/Offer uden ansigt af Stefan Ahnhem

  • Serien om Axel Sten af Jesper Stein

  • Serien om Ravn af Michael Katz Krefeld

  • Serien om Robert Hunter af Chris Carter

 

Lav en Top 5 over dine DANSKE yndlingskrimier.

  • Jesper Stein: Akrash

  • Michael Katz Krefeld: Afsporet

  • Lotte Petri: Hvidt snit

  • Sara Blædel: De glemte piger.

  • Inger Wolf: Under en sort himmel.

 

Hvordan er en rigtig hyggestund for dig med en god krimi, og hvordan ser dit yndlingslæsested ud?

I min lænestol omgivet af mine bøger og med en god kop te til.

 

Hvor tit og hvornår læser du?

Jeg læser det meste af dagen, kun afbrudt af nødvendigt husarbejde og en times tid, når jeg er gået i seng. Det bliver dog sommetider til det halve natten, hvis bogen er meget spændende.

 

Køber eller låner du bøgerne?  - eller begge dele? Hvorfor dette valg?

Jeg køber bøgerne i min fantastiske boghandel, Bog & Idé, Horsens. Jeg elsker mine bøger og kan godt lide at genlæse de rigtig gode. Og så håber jeg, at de unge i familien bliver inspireret til at læse dem. Jeg har samlet på bøger, siden jeg tjente mine første penge, og de har hjulpet mig igennem mange svære stunder i mit liv. Jeg har trøstet mig med dem i stedet for medicin.

 

Hvordan har du det med e-bøger og lydbøger?

Der er intet som en rigtig papirbog, men pladsmangel i min lille lejlighed har fået mig til at købe en del e-bøger. Det er absolut en fordel, når jeg skal ud at rejse. Lydbøger har jeg prøvet i sengen, men så falder jeg i søvn og skal begynde forfra næste dag.

 

Hvor henter du inspiration til de krimier, du vil læse?

Jeg læser om forfatternes arbejde med deres bøger på min iPad.

 

Mange dagblade har en fast professionel boganmelder, og efterhånden er der også kommet mange ”almindelige” mennesker, der anmelder bøger på diverse hjemmesider. Hvordan har du det med disse forskellige typer af anmeldere?

Jeg stoler mest på mine Facebook-venners omtale på deres blogge, specielt din, Rebekka Andreasen, Lone Maj Knudsen og selvfølgelig supereksperterne Lida Wengel og Vibeke Knudsen. Avisernes anmeldelser læser jeg, men de afgør ikke mit valg af bøger.

 

Hvilken betydning har den årlige Krimimesse i Horsens for dig?

Krimimessen er årets højdepunkt for mig (bare jeg har en stol at sidde på). Jeg er der hele weekenden. Der har jeg chancen til at møde mine Facebook-venner og høre mange gode interviews med mine yndlingsforfattere.

 

Hvilken krimi har du lige læst?

”Stilstand i fuld fart af Kim Juul”. (Kan anbefales)

 

Hvilken krimi læser du nu?

”Snehvide af Michael Connelly”. (Spændende)

 

Hvilken krimi skal du efterfølgende i gang med?

”Efterladt” af Cody McFadyen

 

Hvordan har du det med kriminalfilm og krimiserier?

Jeg ser en del krimiserier, men den eneste, som nogenlunde er på højde med bøgerne, er Arne Dahls A-gruppen.

 

Læser du andet end krimier og i så fald hvad?

Ja, jeg læser en del historiske romaner og selvbiografier

 

Har du andre fritidsinteresser end krimierne?

Ja, jeg går i teatret og til jazzkoncerter

Stor tak til dig, Tove, fordi du har medvirket i interviewet her på min hjemmeside.

18-08-2015

 

Jeg har interviewet Pernille Boelskov som her i 2015 debuterede med den glimrende bornholmer-krimi "Granitgraven"

Læse min anmeldelse her:

http://www.findalskrimiside.dk/327761582/2727103/posting/granitgraven-af-pernille-boelskov

 

Handlingen foregår bl.a. i Vang Granitbrud og i Rønne Kirke

 Desuden trækker handlingen tråde tilbage til russernes bombardement af Rønne i 1945

                          

Hvem er Pernille Boelskov?

34-årige journalist og forfatter, der skriver krimier og lige er flyttet til Bornholm. Fordriver fritiden med at lære at fylde mørtel i hullerne i vores nyerhvervede, men gamle byhus. Drømmer også om modet til at blive vinterbader og mere tid til at læse.

På din hjemmeside skriver du, at du allerede som stor pige havde en drøm om at blive forfatter. Hvorfor det? Havde det noget at gøre med, at du var en læsehest, og at du enhver skolebibliotekars drøm af en elev?

Jeg var i hvert fald en læsehest. Og fast kunde på skolebiblioteket. Men jeg var allermest fascineret af historierne. De gode fortællinger - og de verdener, som historierne lukkede mig ind i. Jeg rejste til andre lande. Jeg lærte, at andre mennesker tænkte på andre måder. At verden ser forskellig ud alt efter, hvem der ser på den. Alt sammen bare ved at læse.

Hvordan fik du ideen til ”Granitgraven”?

Det nedlagte granitbrud ved Vang på Bornholm er et fascinerende sted. Flot, men også ildevarslende. En dag, jeg gik tur i bruddet, kom jeg til at tænke på, at det ville være sådan et sted, at nogen kunne finde på at skjule et lig. Og det kunne ligge der længe. Uopdaget.

Og samtidig var jeg blevet ret interesseret i historien omkring russernes bombning og befrielse/besættelse af Bornholm efter 2. Verdenskrig. Da jeg arbejde på Bornholm som journalist, læste jeg en del om emnet. Skrækkelige historier og ulykkelige skæbner, som ikke bare var fiktion, men en virkelighed, som mennesker, der stadig lever, har oplevet.

Traumer, ikke bare for de mennesker, der boede i de byer, der blev bombet. Men måske også et traume for en hel ø.

Der var stof til masser af historier i de to ting. Især til krimier. Og så var det bare at gå i gang.

Du har valgt at lade din ”detektiv” være præst. Hvorfor det?

Politifolk og journalister er oftest dem, der opklarer mord i krimier. De har en professionel

interesse i at efterforske et mord. Men præster har faktisk også en professionel tilgang til døden. Om end en mere “filosofisk”/teologisk tilgang.

Politiet forholder sig jo egentlig meget praktisk til døden - de indsamler beviser. Måler, vejer og undersøger. Mens præster i stedet har fokus på de mere “flyvske” aspekter ift. døden. Det, som politiet ikke kan forklare.Så egentlig synes jeg, at det er ret oplagt med en præst som hovedperson i en krimi. Også selvom Agnethe i Granitgraven nogle gange kommer til at blande sig en smule for meget.

Tror du, man i ”real life” vil kunne møde en person, der ligesom ”din præstedame”selv ville gå i gang med en efterforskning?

Hmmm … måske ikke umiddelbart. Men jeg tror, at de fleste mennesker kan komme i situationer, hvor vi har brug for svar. Hvor vi ikke stopper vores jagt på svar, selvom vi godt ved, at vi måske bare skulle holde os væk.

I ”Granitgraven” hører vi ikke så meget om selve den politimæssige efterforskning, men hvor stor vægt lægger du på, at politiarbejdet skal være korrekt? Laver du research også på det politimæssige område?

Jeg har lavet noget research på politiarbejdet til Granitgraven, men kommer bestemt til at lave en del mere til bind 2.

Agnethes fætter Lars arbejder hos politiet i Rønne som efterforsker, og på en eller anden måde har han fået møvet sig mere ind i 2’eren. Så der bliver flere detaljer, jeg skal researche.

Hvor meget research laver du i det hele taget?

Vildt meget! Jeg vidste f.eks. ikke ret meget om, hvordan en præsts arbejdsdag ser ud, så jeg har besøgt en del præster og talt med dem om deres hverdag og arbejdsliv.

Og så er der alle de bornholmske detaljer. Jeg har siddet i lokalarkivets kælder og læst alle de bornholmske aviser igennem fra det meste af 1945. Jeg har dobbelttjekket alle bornholmske steder, vejnavne osv. Jeg ved, at den slags betyder meget for troværdigheden af historien - selvfølgelig især for bornholmerne, men også helt generelt.

Nogle mennesker holder meget af at læse bøger – jeg selv i høj grad – som foregår på genkendelige steder. Jeg er ikke så kendt på Bornholm, men har læst i en anmeldelse, at anmelderen glædede sig over, at stederne i ”Granitgraven” var så genkendelige. Begrebet genkendelige steder gælder for mig ikke kun geografiske steder, men også bygninger, institutioner, butikker, klubber osv. osv.

Kan du sommetider være bange for, at nogen kan blive stødte over, at noget, de har tilknytning til måske ikke ligefrem omtales flatterende. I ”Granitgraven” fx nogle af Agnethes kolleger i kirken i Rønne?

Ja. Jeg bruger selvfølgelig en del steder på Bornholm i bogen. Og der er også steder med mennesker tilknyttet, som også findes i virkeligheden. Men alle personerne i bogen er fiktive.

Det er rigtigt, at Agnethes præstekollegaer i kirken i Rønne ikke fremstilles som de bedste kollegaer. Men jeg har med vilje slet ikke talt med præster på Bornholm i min research netop for at undgå eventuelle overlap med virkeligheden.

Tanken er, at kollegaerne kunne opføre sig på samme måde uanset arbejdsplads.

Hvis Agnethe f.eks. havde været pædagog, formoder jeg, at hun også kunne have haft diskussioner med sine kollegaer om, hvordan man passer/opdrager børn. Fordi hun tilfældigvis er præst, drejer problemerne sig bl.a.om forskellige måder at forstå livet, døden og troen på. Emner, som jeg synes, passer godt til en krimi.

Er du blevet klandret for noget af det, du har skrevet i ”Granitgraven”? 

Ikke endnu.

I krimilitteraturen taler man meget om begrebet ”femikrimier”. For nogen har det en negativ klang. Er ”Granitgraven” en femikrimi? Gør du dig tanker om, hvor meget ”kvinde-føle-føle”, der må være med i det, du skriver?

Det kommer vel an på, hvad femikrimi betyder.

Egentlig har jeg forsøgt at skabe en kvindelig hovedperson, der også kunne have været en mand. Det kan hun så i praksis ikke pga. plottet, men jeg havde hverken lyst til at skabe en krimi, der var meget splatter- og tjubang-agtig, eller en krimi med en føle-følekvinde, der shopper tøj og lakerer negle. Ikke at der er noget galt med den ene eller den anden slags. Jeg ville bare gerne skrive noget midt i mellem.

Hvordan har du været tilfreds med anmeldelserne af din bog, og har bogen solgt tilfredsstillende?

Anmeldelserne har overvejende været gode - og jeg er vildt taknemmelig for alle de mails og beskeder, jeg har fået fra læsere, der har været glade for bogen.

Her i august udkommer bogen i 3. oplag. Det havde jeg ikke turde håbe på. Tak til alle, der har læst!

                        

 Når du nu går i gang med din næste bog – det er du sikkert allerede – har vi, der godt kunne lide ”Granitgraven” jo nogle forventninger. Hvordan har du det med det? Man snakker jo om begrebet ”den svære to’er”.

Uh, jeg er lidt nervøs for bind 2.

Men både Agnethe og hendes politifætter Lars har sagt ja til at være med igen, så jeg tror, det bliver godt.

Et af benspændene i min skriveproces er, at jeg gerne vil skrive bind 2 som endnu en ægte bornholmerkrimi. Altså en bog, der ikke kan foregå andre steder end her på Bornholm.

Men jeg er i gang - og jeg planlægger, at den kommer i 2016.

Har du tænkt på, at hvis du fortsætter med at skrive bøger med din ”præstedame” i hovedrollen, at det realistiske måske forsvinder, idet det ikke er videre sandsynligt, at én person - som oven i købet er præst - kommer ud for så meget dramatik på ret kort tid?

Heldigvis sker der ikke ret mange mord på Bornholm, så selvfølgelig er det ikke realistisk.

Meeeen … det gør der jo nok heller ikke i de idylliske landsbyer i Sydengland, hvor Barnaby bor.

Du har udgivet ”Granitgraven” på ”Forlaget 4. til venstre”. Er det et forlag, som du selv har oprettet? Muligheden for at du bliver en succes-forfatter er jo til stede. Vil det i den forbindelse ikke være en fordel at blive tilknyttet et af de større forlag? 

"Forlaget 4. til venstre" er mit og min mands forlag. Jeg synes, det er spændende at være selvudgiver, så det er umiddelbart planen for resten af serien om Agnethe Bohn.

Fra min side skal der lyde en stor tak til Pernille Boelskov, fordi hun stillede op til interview. Jeg vil også gerne ønske hende held og lykke den næste bog.

Jan